”Det regnede på sådan en underlig måde, den dag Julia blev bortført.” I “Sandhed med modifikationer” har den 6-årige pige været forsvundet i næsten en uge. Privatdetektiven Kouplan er blevet hyret til opgaven. Han er både ung og uerfaren og ved første øjekast ikke den mest oplagte detektiv. Alligevel begynder han en intens jagt på at finde pigen.
“Sandhed med modifikationer handler om Kouplan, der er midt i tyverne. Han er for nylig begyndt som privatdetektiv og har postet en annonce på internettet med ordlyden: Privatdetektiv. Kontakt mig, hvis politiet ikke kan hjælpe dig. Pernilla, en desperat mor bider på krogen og sammen forsøger de at finde hendes datter Julia. Udfordringen er dog:
Kouplan er selv på flugt og skjuler sig for politiet.
Allerede i første linje af “Sandhed med modifikationer” blev jeg som læser præsenteret for en problemstilling en pige er blevet borført. En vigtig ingrediens mener jeg, for at skabe en rigtig god krimi. Det vakte i høj grad min opmærksomhed. Endnu en vigtig ingrediens. Jeg læste bogen i næsten ét stræk; derfor giver jeg forfatteren topkarakter på dette punkt.
Gradvist som handlingen skrider frem, kommer Kouplan på sporet af nogle personer, jeg helst ikke ville møde en mørk aften. Samtidig spirer et venskab frem imellem Kouplan og Pernilla. Alligevel har han en nagende fornemmelse af, at hun skjuler noget. Hvorfor har hun ikke kontaktet politiet?
Jeg forsøgte undervejs i min læsning, at afmystificere, ikke blot Pernilla, men også de andre involverede personer. Hvad er eksempelvis præstens forhold til Pernilla? Hvorfor bliver Julias far, Pernillas ekskæreste så vred, da Kouplan konfronterer ham? Og hvem er manden med den store næse? Samtidig poppede et spørgsmål konstant op i mit hoved:
Hvem har taget Julia?
Krimien er fyldt med en del spørgsmål, der som en tømmerflåde, drev mig frem i læsningen. Den er skrevet i 3-person, med skiftevis Pernilla og Kouplan som fortæller. Det fungerer godt, synes jeg. Det gør læsningen nuanceret og man får lov til et lille kig ind i, hvem personerne er. Kouplan ser jeg som en atypisk hovedperson og som en enspænder, lidt ligesom Jo Nesbøs Harry Hole eller Jussi Adler-Olsens Carl Mørck. Dog er jeg lidt splittet. På den ene side kunne jeg godt savne en lidt dybere beskrivelse af hovedpersonerne, men samtidig er det netop de sparsomme detaljer, der for mig, skaber mystik og nysgerrighed i læsningen.
En fed detalje synes jeg er, at det med en masse mord, er siet helt fra, til fordel for et mere psykologisk aspekt. Det gør krimien mere uhåndgribelig på den gode måde. At forfatteren samtidig vælger at gøre pigen til fortæller ved få velvalgte lejligheder, hvor hun beskriver sine følelser, stedet og personerne, uden at røbe noget, tilfører handlingen ekstra dryp af spænding.
“Sandhed med modifikationer” har et let sprog og jeg oplevede læsningen som meget flydende. Det kan diskuteres, om den kunne have været længere. Måske er fordelen ved sine ”beskedne” 238 sider, at den hverken bliver tung eller fyldt med overflødige detaljer. At forfatteren har krydret historien med et snert af humor, synes jeg gør læsningen endnu mere smagfuld. Eksempelvis er Kouplans og Pernillas første møde beskrevet som følgende:
”Pernilla ved ikke, hvad hun skal forvente. Ikke en piberygende Sherlock Holmes med trenchcoat og lup, så meget kan hun regne ud(…) I hans blik kan hun se, at han måske nok ikke er fjorten, som hun først troede. Men han er næppe over atten.”
Jeg var grebet af historien fra start til slut og uden at afsløre for meget, så tør jeg næsten godt love en læseoplevelse med mindst én overraskelse.
Meget velfortjent, har forfatteren vundet en pris hos Det Svenske Krimiakademi for denne krimi, som i øvrigt er hendes debutroman.
Jeg anbefaler ”Sandhed med modifikationer”, fordi jeg på ingen måde oplevede den som gennemskuelig. Den er skrevet godt med nogle interessante personligheder og så appellerede den til mine følelser. At føle sig fremmed og være på evig flugt, må være fyldt med angst og sårbarhed. At ens barn forsvinder, må være som en konstant, uudholdelig og gennemborende smerte.
Læs også denne anmeldelse af samme bog (anmeldelse af Christina Røn)
Skriv et svar