I bogen følger vi Alberte. En ung pige, som er ramt af anoraksi.
Alberte er i behandling, men det er svært at gøre fremskridt, når man bliver kaldt skældsord så som “du er fed, du er klam, der er ingen, der vil være venner med en der er så tyk og ulækker”, hver gang man tager de gram på, som dem på behandlingsstedet ønsker.
Alberte bliver derfor lus mellem to negle.
På den ene side er drømmen om at blive rask, kunne ses med venner, spise som andre, uden at være bange for at det tager overhånd og kunne motionere og nyde det.
På den anden side er sygedommen. En sygedom, som tager alt magt og fornuft fra Alberte.
“Du er ikke syg, bare fed”.
Sætninger som disse er desværre blevet hverdag for Alberte. Ordene kommer fra det stankelben Alberte har på skulderen – føler hun.
En konstant reminder om, at Alberte skal være på vagt. Hun skal passe på, at det ikke tager overhånd med kalorierne, for det vil, efter stankelbenets mening, gøre, at Alberte vil stå endnu mere alene. For ingen gider at være venner med hende, hvis hun bliver overvægtig.
Derfor bliver den i forvejen svære kamp kun endnu mere uopnåelig, når Alberte beordres til at motionere midt om natten, snyde med kosten og lyve overfor personalet.
Heldigvis har Alberte et meget tæt og kærligt forhold til specielt én af medarbejderne på stedet. Derfor lykkedes det også Alberte at overvinde sygedommen og stankelbenet.
Alberte kunne ikke have klaret det uden det fantastiske personale, den trygge familie som hun har og ikke mindst den kæmpe portion viljestyrke hun besidder.
Hvor er hun sej! og hvor er boget bare godt skrevet. Den er uden tvivl en af de mest fængende bøger jeg har læst!
Bogen er tilsendt af @forlagetbraendpunkt
Skriv et svar