Man kan ligefrem foretrække at ville brække en arm på langs, hvad det så betyder, men måske er det, hvad man siger, når man hverken ville eje eller have det, man bliver tilbudt, for det ville man bare ikke høre tale om. Der er også nogen, som man ikke ville røre med en ildtang, selv om det næppe kan være ubehageligt for en selv, men det er vel sådan en person, man heller ikke ville have inden for sine døre. Man må ikke håbe, at det går så galt, at man endda ville dem til livs eller ville give meget for, at komme dem til livs, og det kan være ens højre arm, at man ville give herfor. Man kan heldigvis også støde på dem, man gerne ville vide af, og som man ville turde vædde på, at man kommer til at holde af. Sådan er der så meget, og en dag er der en, der skriver en bog om ”at ville noget med nogen”, og den ville jeg da gerne læse og anmelde. Bogen har undertitlen ”filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik” og er skrevet af Steen Nepper Larsen.
Virkningshistoriens slipstrøm
Det er skam en fin bog, og den lovede godt med titel og bagsidetekst. Det gik også meget godt i starten eller i indledningen, skønt det undrede mig med det samme, at man kunne skrive en hel bog om dannelse og pædagogik uden at nævne eller referere til den schweizisk-franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau. Han er pædagogikkens fader og enhver, der har studeret eller bare snuset til lidt pædagogik ved, at Rousseau er uomgængelig i den sammenhæng som i de fleste andre filosofiske sammenhænge. Alligevel er han ikkeeksisterende i Larsens bog, men jeg bestemmer mig altid for at bevare optimismen og være positiv, når jeg skal læse og anmelde, men det løfte blev det umuligt at bevare allerede efter indledningen. Alle de fine ord og floskler, som Larsen går til kamp imod i sin bog, ender han selv med elegant at overgå i sine fyndige formuleringer, når han eksempelvis bruger begreber, som ”profylaktiske screeningsaktører”. Hvis man ikke lige ved det, så kommer man næppe på den idé, at det faktisk er betegnelsen for de gode gamle pædagoger, som grækerne kaldte de slaver, der fulgte børnene til og fra skole. Det var lige forbigået mit ordforråd eller ført væk med virkningshistoriens slipstrøm, som tilsvarende er en betegnelse, Larsen ynder at bruge for at gøre det hele mere forståeligt og begribeligt eller snarere omvendt.
At ånde frit
Dannelse er at ånde frit, men det kommer man aldrig til, og man bliver heller aldrig nydende i forhold til en læsning, der på ingen måde er flydende. Måske er det den største anke angående bogen, for aldrig har jeg i en bog af det format set så mange indskudte sætninger, citationstegn, kursiveringer, parenteser i parentesen og mystiske orddannelser eller pudsige ord som flovse, hvilket i henhold til ordbogen betyder omkringflyvende uldtot. Dem kan der naturligvis nok være en del af i de forskellige institutioner, men alligevel i en bog, der påberåber sig en vis akademisk lødighed, så er det lidt flovt med sådan en flovse. Imidlertid er jeg ikke helt sikker på, at det er den største anke, for det, der irriterer mig til grænseløshed, er, alle de mange henvisninger, og selvfølgelig skal man henvise til anvendt litteratur, men man behøver ikke at have hele livshistorien med i henvisningen. Forfatterårstal osv. kan man anbringe i en personoversigt bagerst, og så er der helt klare regler for, hvordan man henviser, og det er til litteraturlisten med forfatternavn efterfulgt af sidetal. Kun hvis der er flere værker af samme forfatter, behøver man et årstal, og hvis der er hulens mange værker fra en forfatter, så kan man forenkle det hele lidt ved i litteraturlisten at nummerere værkerne. Hele tiden med henblik på at få læsningen til at flyde bedre, give læseren appetit på tilegnelsen af stoffet og motivere til et fortsat engagement i det behandlede tema.
At ville noget med sig selv
Der bliver hele tiden en ny endnu større anke, og den vil jeg så slutte af med. Min tanke er, at når man skriver en ny bog, så er det fordi, man har noget nyt på hjertet. Ellers ville man vel genudgive eller lave reviderede oplag, og en af de to muligheder ville have været mere relevant med henblik på bogen ”at ville noget med nogen”, for at det som her ikke ender med at ville noget med sig selv. Larsen henviser til og citerer sig selv i det uendelige, og hvis man ser i litteraturoversigten, så er de alt fra små artikler og indlæg til egentlige bøger, og det fylder ganske mange sider, stadig set i betragtning af, at det er en forholdsvis lille bog, foruden altså alle de mange linjer som det endvidere fylder i selve teksten. Jeg ved ikke, hvorfor Larsen har så stort et behov for at promovere sig, men et CV havde måske været bedre at bruge sin tid på, end et seriøst projekt om dannelse, der løber ud i sandet på grund af alle disse uhyrligheder.
Mit forslag er, at man skriver bogen om, idet man renser den for indskydelser, ubekendte snørklede begreber, selvhenvisninger osv., så teksten bliver læsbar og tilgængelig, så vil jeg læse den og finde ud af, hvad det egentlige indhold og ærinde er, og så kan anmeldelsen kun blive bedre.
“Første oplive så oplyse” eller “er lyset for de lærde blot” I den danske skoleverden står Christen Kold og Grundtvig, som fyrtårne for “Dannelse” og “Uddannelse: Det er længe siden jeg er blevet så “oplivet” af en bog som denne. Jeg læste den i et hug selvom det er umuligt på en gang at rumme så mange emner og tanker som bogen indeholder. Men alene den alternative formålsparagraf (side 89) er på en gang skarp, konstruktiv og livgivende. Den er bogen værd. At der så er meget tankevækkende analyser af af sprog som erkendelses redskab tager jeg med i tilgift – læser bogen igen, nogle gange og glæder mig over, at der på Danmarks Pædagogiske Universitet er ansat lektorer der kan og tør tale magten imod.