Dr. theol., professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet Svend Andersen har skrevet bogen “Løgstrup”, der er en introduktion til den danske filosof og teolog Knud Ejler Løgstrups (1905-1981) univers. Bogen er overvejende let at gå til med hensyn til sværhedsgrad i hvert fald set i forhold til, at det er intellektuelt stof. Svend Andersen formidler mange steder kernen af de store tænkeres universer, der har påvirket Løgstrup, forståeligt og præcist set i forhold til Løgstrups forfatterskab. Desuden kommer Svend Andersen med mange gode eksempler, der letter forståelsen. Der er dog også afsnit og passager, der kan være svære at forstå, og som kræver en grundig læsning. Jeg vil anbefale bogen til enhver, der gerne vil introduceres til Løgstrups forfatterskab, og generelt til folk der er interesseret i Løgstrups verden.
Præsentation af Løgstrup
K. E. Løgstrup blev cand. theol. i 1930. Han studerede flere steder i Tyskland bl.a. hos Martin Heidegger (1889-1976) og Hans Lipps (1889-1941). 1936-43 virkede han som præst i Sandager-Holevad sogne på Vestfyn. Efter flere mislykkede forsøg blev han i 1943 dr. theol. Fra 1943-1975 var han professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet. Under den tyske besættelse deltog Løgstrup aktivt i modstandsbevægelsen og måtte i krigens sidste måneder gå under jorden.
Løgstrups filosofiske baggrund
Centralt i Løgstrups tænkning er, at han gør op med sin tids grundlæggende filosofier, som han samlet kalder for det erkendelsesteoretiske vrangkompleks. Det er især Imannuelt Kants (1724-1804) erkendelsesteori, der står for skud. Andersen skriver, at ifølge Kant har vi et ordnende element i vores erkendelsesapparat. Vi ser f.eks., at solsikken er høj. Vi skelner mellem solsikken og dens egenskaber. Sagt på en anden måde indordner vi det sansede under kategorien væsentligt – uvæsentligt. Erkendelsen, her opfattelsen af en bestemt solsikke, forudsætter en hjælp fra det erkendende subjekts side. Dermed kan erkendelsen ikke være rent afspejlende. Erkendelsen kan ikke erkende virkeligheden “i sig selv”. Ifølge Kant erkender vi altså verden, som den kommer tilsyne for os.
Inspiration fra fænomenologien
Løgstrup bliver i stedet for inspireret af en ny filosofisk bevægelse kaldet fænomenologi. Denne bevægelse er grundlagt af filosoffen Edmund Husserl (1859-1938). Andersen skriver, at fænomenologien for Løgstrup bliver et positivt alternativ til det “erkendelsesteoretiske vrangkompleks”. Det centrale for Løgstrup ved Husserls fænomenologi er, at Husserl gør opmærksom på et grundlæggende træk ved bevidstheden. Dette træk er, at bevidstheden er rettet mod noget andet end sig selv, nemlig en genstand. Problemet med at bevidstheden kun kan erkende verden, som den kommer til syne for den, er et skinproblem. Det ligger nemlig til bevidsthedens væsen at forholde sig til noget andet end den selv.
Svend Andersen skriver, at hele Løgstrups tænkning kan ses som et forsøg på at vriste sig fri af det “erkendelsesteoretiske vrangkompleks” – og formulere et alternativ. Den afgørende inspiration til dette kommer fra to af Husserls elever nemlig Martin Heidegger (1889-1976) og Hans Lipps (1889-1941), som begge kan betegnes som fænomenologiske eksistensfilosoffer. Både Heidegger og Lipps afviser, at mennesket er et bevidsthedsvæsen, der står distanceret over for en materiel verden, hvortil også dets egen krop hører. Heideggers modpåstand lyder, at det er mere grundlæggende selve det at være end at være sig bevidst.
I Løgstrups hovedværk fra 1956 “Den etisk fordring” fremgår det, at han ikke uden modifikationer kan tilslutte sig eksistensfilosofiens opfattelse af mellemmenneskelige forhold. Han kommer i hovedværket frem til en indsigt, som modificerer eksistensfilosofiens menneskeopfattelse. Andersen har udvalgt følgende Løgstrup citat til at hjælpe med at forstå, hvori modifikationen ligger:
… der er forskel på vores forventninger, oplevelser, reaktioner, følelser, tanker osv. Noget ved dem skylder vi os selv, andet ikke.
Andersen skriver, at man med en vis ret kan sige, at Heidegger og Lipps lægger vægten på, hvad vi skylder os selv. Løgstrup gør i stedet for opmærksom på, at det netop er et træk ved en række eksistensmuligheder, at selvom vi selv skal føre dem ud i livet, er de ikke vores præstation. Løgstrup vil altså finde ind til de fænomener, som vi ikke har skabt, som er os givne, og som vi som mennesker er underlagt. Han giver eksemplerne tillid og kærlighed, som ligger uden for vores magt selv at frembringe. Det er i denne forbindelse, at Løgstrup taler om, at mennesket skal forstås som skabt. Dvs. at der er fænomener ved mennesket, som vi ikke selv er ophav til. I denne sammenhæng skal Løgstrups fokus på tillid som grundfænomen også ses. Tilliden bygger på, at livet ses som skænket.
Etik
Ifølge Svend Andersen kan Løgstrup etik bedst forstås ud fra dens inspirationskilder. Løgstrups vigtigste samtalepartnere både negativt og positivt er: Luther, Kant, Kierkegaard og den eksistentiale fænomenologi.
Ifølge Martin Luther (1483-1546) kan det etiske, hvordan vi skal handle og leve vores liv, ikke adskilles fra det religiøse, menneskets forhold til Gud som transcendent magt. Andersen skriver, at kristentro for Luther er, at mennesket tilegner sig Jesu gerning som en kærlighedshandling fra Guds side. Glæden over at være genstand for Guds kærlighed motiverer mennesket til at videreføre kærligheden til sin næste. Etik i betydningen ret handlen ligger i et ret gudsforhold. Den rette handlen er næstekærlighedens gerninger.
Ifølge modernitetens filosof Kant er etikkens religiøse side omdannet til et spørgsmål om, hvordan mennesket forholder sig til sig selv som fornuftigt subjekt. Etikken har hos Kant dobbeltkarakter, da den både er subjektivitetsteori og teori om den rette handlen. Den rette handlen kan ifølge Kant sammenfattes i én eneste sætning, nemlig moralloven eller det kategoriske imperativ: “Du skal handle således, at du kan ville, at den regel, du handler efter, er en for alle gyldig lov”. For Kant er den filosofiske baggrund for moralloven dog meget vigtig. Denne baggrund bunder i, at kun hvis mennesket opfylder moralloven vha. pligt, kan det forstås som frihed.
Ifølge Søren Kierkegaard (1813-1855) er etik forenklet sagt både en almenmenneskelig mulighed og en kristen næstekærlighedsetik. Den almene etik fremstiller Kierkegaard i hovedværket “Enten-Eller”. Kierkegaard modstiller to livsanskuelser nemlig æstetikeren og etikeren. Andersen skriver, at hos Kierkegaard er det etiske genstand for valg. Det etiske er et grundlæggende valg, der ikke automatisk produceres af mennesket. Den kristne næstekærlighed står hos Kierkegaard, i hovedværket “Kjerlighedens Gjerninger”, i absolut modsætning til hvad man kan kalde naturlig kærlighed. Naturlig kærlighed er for Kierkegaard egenkærlighed. En kærlighed der ikke er egenkærlighed, kan mennesket kun have til Gud.
Andersen skriver, at man meget firkantet kan sige, at Luther udgør en positiv inspiration, hvorimod Kant er den store modstander. Forholdet til Kierkegaard er langt mere flersidet. Andersen skriver, at nok holder Løgstrup “opgør” med Kierkegaard, men uden tvivl er Løgstrup også dybt influeret af Kierkegaard.
Løgstrup kommer frem til en etisk fordring
Andersen skriver, at inspirationskilden Lipps taler om agtelse for andre mennesker. Denne hænger i “Den etiske fordring” uløseligt sammen med begrebet tillid. Løgstrups grundtanke er tilsyneladende, at den tillid som et andet menneske viser mig, stiller mig overfor en fordring om at varetage den anden. Andersen skriver, at have med andre mennesker at gøre i egentlig forstand betyder at “vove sig frem for at blive imødekommet”. Når det ene menneske udleverer sig selv, og bliver mere eller mindre sårbar eller blottet, så har det andet menneske magt over det. Dermed er vores liv ikke bare væren med andre. Det er gensidig afhængighed nemlig et stadig vekslende forhold mellem selvudlevering og magt. Den magt jeg har over for et andet menneske, stiller mig overfor et alternativ til, hvordan fordringen lyder. Jeg kan ødelægge og udnytte magten til egen fordel eller jeg kan uselvisk varetage den anden. Løgstrup mener pga. alternativet, at mennesket er stillet over for en etisk fordring.
De suveræne livsytringer
Løgstrup gør op med Luthers i troen funderede næstekærlighed. Med opdagelsen af de såkaldte suveræne livsytringer, gør han næstekærligheden eller etikken universel, altså gældende alle mennesker. Andersen skriver, at Løgstrup kommer med den første udførlige beskrivelse af livsytringerne i “Opgør med Kierkegaard”. Det er vigtigt at bide mærke i, at Løgstrup ikke påstår, at hver gang et andet menneskes liv er os udleveret, så indfinder den passende suveræne livsytring. Normaliteten er snarere, at livsytringen ikke finder sted, og er det tilfældet, melder fordringen sig. Heraf ser Løgstrup livsytringen som mere grundlæggende end fordringen i den gensidige afhængighed.
Løgstrup mener også, at et menneske har en urørlighedszone. Denne kommer i spil f.eks. i talens åbenhed. Er det altid godt at sige sandheden? Løgstrup mener her, at forvikletheden med andre indebærer et krav om, at der er ting i vores liv, som vi vil holde ude fra andres indblik og indblanding. Som eksempel nævner Løgstrup vores handlingsmotiver.
Konklusion
Som sagt vil jeg anbefale bogen. Svend Andersen formidler mange steder præcist og forståeligt set i forhold til, at det er svært stof. Jeg er blevet væsentligt klogere på Løgstrups tanker ved at læse bogen og faktisk også på nogle af Løgstrups inspirationskilder.
Skriv et svar