Pi er en børnehavepige som snart skal begynde i forårs SFO. Vi møder Pi kort tid før hun begynder i storegruppen, og Pi er nervøs og forskrækket over alle de ting som SFOen har at tilbyde, for hun har jo aldrig været der.
Pi lytter til alle de andre børn i børnehaven som fortæller om at de godt ved hvad det er, da de har større søskende der går i SFO og skole. Alt dette bidrager til at Pi ikke glæder sig, men bliver mere og mere nervøs for at begynde i forårs SFO og slutte i børnehaven.
Igennem historien gør de voksne flere tiltag som stille og roligt får Pi vendt til at hun glæder sig til at begynde i forårs SFO.
Min Mening
Jeg synes bogen kommer omkring nogle rigtig svære emner, og der er lagt op til god dialog igennem bogen. Bogen er meget lang, og jeg har svært ved at se at et børnehavebarn, selv et stort et ville kunne læse det hele på én gang. Det tror jeg dog ikke gør noget, bogen er super fint delt op i afsnit, hvor Pi kommer tættere og tættere på SFO og forårs SFO start. I bogen der går tiden bare, og Pi prøver ihærdigt at følge med, men hun har gode voksne omkring sig der både ser det svære, men som også prøver at åbne Pi’s verden til det nye.
Det er et rigtig stort skift at gå fra børnehaven til forårs SFO, og der mener jeg helt sikkert at bogen om Pi er rigtig god for både forældre og børn. Det er ikke altid man lige kan få spurgt om de “rigtige” ting som forældre, men måske barnet selv begynder at snakke om det svære ved at lytte til Pi’s historie.
Der er den fineste røde tråd igennem historien også, hvor Pi kæmper med at få lynet sin jakke. I starten kan hun bare slet ikke, og mener derfor hun slet ikke er klar til forårs SFO. Hun får stadig hjælp, men hun øver sig og føler sig meget stolt da dagen så kommer og hun skal afslutte børnehaven, for der har hun faktisk lært at lyne sin jakke selv. Jeg synes det er så fin en ting at have med hele vejen igennem, for det er i den grad noget håndgribeligt for børn.
Skriv et svar