Da jeg var yngre, var det ikke ualmindeligt, at man kunne se skilte foran forretninger, lejligheder og parker, hvor der stod betleri er forbudt. Min mor fortalte mig, at ordet betød tiggeri, og jeg tænkte, at det var mærkeligt, at man ligefrem satte skilte op om den slags. I de sidste mange år har jeg ikke set skiltene, men jeg har da set flere og flere betlere, tiggere eller hjemløse, som så småt finder deres plads også i vores velfærdssamfund, og det er da en trist udvikling, at vi i takt med mange velfærdsgoder tillige får mange fattige. I Kim Risørs nye spændingsroman er der også en tigger på banen, og man bliver snart opmærksom på, at en sådan kan have meget at byde på, også selvom han normalt lever af det, som andre byder ham på. Risør er allerede en dreven forfatter, selvom det kun er hans anden bog, men sprog, spænding og spøjse indfald er i top, når han serverer en historie, der holder en fast fra første til sidste side.
Både de uventede plots såvel som de uforståelige eksistentielle spørgsmål kalder på stadig refleksion og koncentration fra læserens side, og det gør, at man ikke alene føler sig underholdt, men at man også bliver holdt til ilden på det intellektuelle plan. Tiggerens liv er ikke et liv, men en kamp for overlevelse: ”Hvis ellers ikke de lokale tyveknægte, der af og til dukkede op, havde franarret ham pengene, tømte han ved titiden mønterne ned i lommerne, stavrede ned ad trappen og købte lidt madrester i de strandrestauranter, som var ham venligt stemt. Derefter fandt han sin sæk med sovepose og andre småfornødenheder begravet under en busk et stykke inde i strandørkenen, gjorde sig klar til natten og lagde sig til at sove i det fri op ad busken, der for det meste kunne give lidt læ.” (s. 13). Man opdager dog snart, at selv en tigger med den fuldstændige monotone og indholdsløse tilværelse også har sine særlige talenter og tillige er parat til at hjælpe og virke til gavn for andre mennesker.
Der sker ting på og i nærheden af trappen, hvor tiggeren Ernesto sidder og venter på almisser, og snart bliver de krumme tiggerhænder foldet ud, så de kan give en hånd med, hvor det behøves. Der er gode beskrivelser af kultur og natur i bogen, og der er ikke mindst en enorm menneskekundskab, der gør bogen så læseværdig: ”Solen stod lavt på himlen, og Esteban havde det fulde overblik over dalen mod syd og stien mod et af Gran Canarias flotteste syn, Roque Nublo, verdens største basaltmonolit; en firs meter høj, fritstående sten af vulkansk materiale. Han skoddede sin cigaret og smed den fra sig, da han så motorcyklen komme mod sig i god fart, inden den svingede ind på den lille parkeringsplads. Han var gladere nu en nogensinde for sin beslutning om at hemmeligholde sit gemmested for Juan García og Gonzalez. De forekom ham at være ved at miste troen på det hele, og han måtte tage sine forholdsregler.” (s. 66). Den undseelige fattige tigger og hans ven vagten Rafael får overvældende ting at se, og selvom det virker som en ulige kamp, så kan de små privatdetektiver noget, som kan hjælpe til at løse de store mysterier. Deres mod og initiativer bærer frugt, og de trævler langsomt, men sikkert det sammenfiltrede tæppe af slyngelstreger og ondskabsfulde intriger op.
Det er gæld, spillegæld og gældsbeviser, der er på spil, og sporene bliver gradvist lagt ud af storforbryderne, men lige så sikkert opsporet og analyseret af de to ihærdige amatøropdagere.
Gran Canaria danner rammen om det hele, og fra en skyfri himmel belyses de mange lyssky forretninger og voldelige episoder. Tiggeren får andet at tænke på end sin gamle trappe, og de småmønter den gav. Han mærker på ny kærlighed og samhørighed med et andet menneske, og han udvikles og udfoldes som det menneske, han var engang, men som en rigtig spændingsroman, så skal der flere spændingsnivauer og lag til, før man kan gennemskue det hele. Det er en hæsblæsende og lang rejse i konkret såvel som mental forstand, og handlingen tager hele tiden mere fart. Den gode kombination mellem de dejlige rejsedestinationer og deres underverdens mystiske handlinger forstår Kim Risør at spille på, så man på den ene side bliver tiltrukket af ferieøens smukke og romantiske sider, mens man på den anden side bliver skræmt for livet og tænker, at det nok er mest sikkert at holde ferie i Danmark. Man kan kun håbe, at der kommer mange flere bøger fra denne forfatter, og at han kommer afsted på mange flere ferier, men også helst sikkert hjem igen, så han kan skrive og formidle de gode historier med de mange spændende indslag.
På nattehimlen over den gamle tigger har der helt sikkert lyst mange fine stjerner, og dem trækker vi for en tid ned over Kim Risør, så han får de fem stjerner, som han og bogen fortjener.
Skriv et svar