Man kan være heldig at få foden indenfor det rigtige sted, og det er heller ikke så tosset at få foden under eget bord, men man kan i begge tilfælde gå hen og få kolde fødder. Da jeg var i militæret, så undrede jeg mig i starten over kommandoen ”gevær ved fod”, men fandt da efterhånden ud af, at det var meget rart, at geværet stod der ved foden, for det var faktisk ganske tungt i hånden. Bare man har fod på det, så skal det nok gå som fod i hose, og ellers gælder det om, at man hurtigt kommer på fode igen. Det er af stor betydning, at man er på fri fod, for slet ikke at tale om at være på lige fod, selvom det kan være svært at huske det hele på stående fod. Man skal helst undgå at skyde sig selv i foden, for ellers risikerer man at skulle bæres ud med fødderne først vel at mærke. Et godt råd er altid, at stå på god fod med andre mennesker, selvom man af og til kan have lyst til at sætte foden ned og stå fast på sine synspunkter eller undgå at blive trådt under fode. Der findes et fodfolk, som skulle være særlig rappe på fødderne, og under alle omstændigheder er det godt at færdes til fods, vandre på sine fødder uanset platfod, fodsvamp eller fodvorter. Det er temaet i den gode og velillustrerede bog ”Til fods” med undertitlen ”Verdens bedste motion”.
Gå, så går det
Jeg kan ikke huske, at jeg har læst en bog så hurtigt, med så megen begejstring og har fået så mange gode råd med på vejen til direkte anvendelse i min hverdag. Der står eksempelvis: ”Og spadsereturen, den er svær at slå som hverdagsmotion, som rekreation og som transportmiddel. Den er gratis og demokratisk. Den er der i alt vejr, på alle tidspunkter og på alle steder, du befinder dig. Det eneste, der behøves, er et par velegnede sko, og hvis de ikke er på hele dagen, kan de let være i rygsækken, tasken eller måske endda håndtasken.” (6). Det bliver i samme afsnit slået fast, at forskningen viser, at nordeuropæerne er dem i verden, der motionerer mest, samtidig med at vi sidder mest. Vi træner, løber og danser, men ind imellem sidder vi ved skrivebordet, i sofaen eller bilen, så det er to rekorder med hver deres fortegn. Det bliver også slået fast med syvtommersøm, at når vores såkaldte rumpe er større end en abes, hvilket man tilsyneladende har målt nøjagtigt, så er det ikke for, at vi skal sidde på den, men netop fordi vi er konstrueret til at gå på to ben, hvilket aberne altså ikke er. Vi er skabt til at lunte rundt på vores fødder i stedet for at sidde på den åbenbart store mås.
Søren Kierkegaard sagde ”gå, så går det”, og det er den pointe, man også finder i den fine bog om fødderne, og han sagde ligeledes, at han ikke kunne forestille sig den dårlige tanke, som man ikke kunne gå sig fra eller den gode tanke, som man ikke kunne gå sig til. Derfor er det med at huske skoene i håndtasken og så få fødderne i gang, for da opdager man snart, at det også sætter tankerne i gang eller en egentlig tankegang finder sit fodfæste. Der er masser af små ting, som vi kan gøre til daglig, og som er godt for os, men som vi muligvis helst lige springer over, for trapperne er bedre end elevatoren, at stå af bussen et stoppested før kan tilføre lidt motion, og den daglige gåtur gør en enorm forskel, hvad angår vores helbred. ”Fysisk aktivitet fungerer omtrent som at løsne en prop. Den løser op og renser ud i stresshormoner, adrenalin og noradrenalin, som er opsamlet og lagret i kroppen… Når du træner så meget, at du bliver svedig, begynder kroppen desuden at producere endorfiner og andre hormoner, som giver velbefindende. Lykkehormoner er en god måde at beskrive endorfiner på. De hjælper på humøret, gør os mindre smertefølsomme og giver os flere kræfter.” (14) Kierkegaard har ikke kendt de fine ord for, hvad der sker i vores krop, men han vidste, at gåture gjorde godt for helbredet og gav fornyede kræfter.
Det løser sig, når man går
De gamle grækere vidste det også, så de vandrede i deres søjlehaller i stedet for at sidde ved en skolepult, og Diogenes fra Sinope sagde allerede i 400-tallet før vores tidsregning: ”Solvitur ambulando”, og det betyder ”det løser sig, når man går”, hvilket er Kierkegaards tilsvarende pointe. Man forstår så ikke, hvorfor vi stadig kan være i tvivl om den helsende virkning ved de vandrende fødder, og hvordan vi fortsat kan finde på at køre børn til institution og skole i stedet for at lade dem bruge deres små nye fødder. Det anføres i bogen, at en ikke luftet hund bliver rastløs, nervøs, utålmodig og ukoncentreret, og helt det samme gælder for de menneskelige væsener. Vi må ud i sol, regn og slud, og der er ingen undskyldninger for at droppe sin spadseretur med eller uden hund. Blot en halv times vandring om dagen er godt for meget ikke mindst søvnen, og med fem km. om ugen, så halverer man risikoen for en blodprop i hjertet. Bare at drive omkring eller være flanør, som det hed i gamle dage, kan tilsvarende være godt for liv og lemmer, og så er det hyggeligt at kigge på butikker, iagttage andre mennesker og lade tankerne vandre ad deres egne veje.
Det bliver gjort helt klart, at man hellere må være rund og bevægelige end slank og passiv, så det var da en god pointe at tage med sig.
Pointerne er mange og ordene er velanbragte, så læs, gå og få fødderne gjort elastiske, for det er den bedst tænkelige motion, og selvom stjernener ikke ligger på fortovet medmindre man befinder sig i Hollywood, så vil man på sine vandringer og læsninger af bogens mange forslag opdage, at stjerner er der nok af og i dette tilfælde 5 af slagsen.
Skriv et svar