Man kan følge den slagne vej, især når man ved, at alle veje fører til Rom. Det er desuden altid klogt at berede vejen, for selvom det er lige ud af landevejen, så kan man snart ende på en blind vej. Imidlertid ved man, at den vej skal vi alle, og nogen gange er der ingen vej tilbage eller udenom, og så må man finde ud af, hvad der er i vejen. Måske finder man vej, og får noget med sig på vejen, men det vigtigste er at komme godt i vej, også selvom man skal gå hele vejen.
Nogen gange vil man helst løbe sin vej, eller man foretrækker at gå sine egne veje, og så undgår man at gå i vejen for nogen, men dog ikke at gå af vejen for noget. Bedst er det, når man er undervejs med noget eller sammen med nogen, og det er, hvad der er kendetegnende for digtsamlingen af Tobias Larsen, der netop hedder ”Undervejs”.
Det skrøbelige selv
At være undervejs fra dreng til mand kan snart give nogle knubs og prikke til det skrøbelige selv, og der kan ske både det ene og andet, når man færdes blandt jazzens nattetoner og vilde beatpoetiske universer. Man opdager, at kærligheden nok er slut, men så er der så meget andet at fordrive tiden med. For at være undervejs i livet er dog at være undervejs:
En spontan kildrende fornemmelse i næsen
Eller bare ingenting i vinden
Når solen går ned over havet
Mens den første sætning slentrer ned ad gaden
Og snubler over en ujævn brosten
Og misser bussen med et minut eller et år
Eller et helt liv
Der aldrig kommer igen.” (Citat side 9).
Det er nogle dejlige digte med mange facetter og eksistentielle pointer, der river en med og op fra ens til tider alt for faste og traditionelle tankemønstre. Der er årstider, fester, forelskelse og afskedsscener, som man bliver både bevæget og berørt af. Man fornemmer stjernebillederne på nattehimlen, hjertebanken i brystet og de hede kys på læberne. Man ser scenerne i baren fra barstolene, den skøre pige og oktober måneds nætter for sig, og man kan mærke rastløsheden, håbløsheden og mageløsheden, som efteråret er præget af i digtet om den årstid. Det bliver klart, at hjertet er en hidsig motor, der kan sætte alting i gang, når pigen banker på, og barstolen kalder med sine lokkende toner.
Det jordnære selv
Tobias Larsen er både poet, forfatter og musiker, og han fanger de små situationer og former dem i store ord. Han skaber de fineste ordspil og jonglerer med fornemme vendinger, så det er en fryd at læse. En lille ulempe er der dog ved digtsamlingen, når der øses alt for meget af erfaringerne med drukture, opkast og dagen-derpå oplevelser, for det kunne gøres med færre ord og finere antydninger, så det hele ikke drukner i alkohol og spirituøse tilstande. Bortset herfra kan man roligt gå i gang med at læse og genlæse de finurlige ordforbindelser om tanker, drømme og fantasier:
Jeg roder rundt i hovedet
Og håret til en høstak
Sorterer tanker på en tørresnor
Og flår fantasien til blods
Hugger hukommelsen i stykker
Og graver huller i en drøm
For måske at finde nålen
Inden tiden løber ud
Og de siger:
Du bliver ikke ældre
Du bliver bedre.” (Citat side 97).
Det digt vender jeg ofte tilbage til, for hvilken god replik at sige til sig selv, at man ikke bliver ældre, men bedre, og sådan findes der megen god livsvisdom i digtsamlingen, som man kan tage med sig undervejs i sit eget liv, mens man smager på ordene og nyder sproget.
Skriv et svar