Blod er som bekendt tykkere end vand, også end det stille vand, der ganske vist har den dybe grund, og det giver sjældent anledning til en storm i et glas vand. Man kan dog hurtigt falde i vandet, hvis man drikker andet end vand, og dagen efter kan man være nødt til at gyde olie på vandene, men så længe man ikke går for lud og koldt vand, så går man gerne igennem ild og vand for dem, man holder af. Når alt går godt, tror man næsten, at man kan gå på vandet, og det er også meget bedre end at hælde vand ud af ørerne, men det er klogt af at til og slå koldt vand i blodet, hvilket er bedre end at få en spand koldt vand i hovedet, og en dag har man det som en fisk i vandet. De stakkels mennesker i bogen ”Vandets vogter” ville være parate til at gå over åen efter vand, og de ville heller ikke have spor imod at blive sat på vand og brød som en anden straffefange. Problemet i bogen er nemlig, at der næsten ikke er mere vand på kloden, hvorfor man vogter over det som en anden rigdom, og man vogter også over hinanden for at kontrollere, hvorvidt nogen måtte have mere vand end andre.
En dystopisk fremtid
Bogen er skrevet af den finske forfatter Emmi Itäranta, og det er en skræmmende beskrivelse af en fremtidsverden, der er alt andet end ønskværdig, utopisk og ideel, men i stedet uønskelig, dystopisk og irreel. Det er knapt med ressourcer i det lille samfund og al den teknik og kunnen, som er fundamentet for vores verden i dag er af en eller anden grund gået tabt. Den globale opvarmning kombineret med nogle oliekrige har gjort jorden til en glohed planet, hvor der er mangel på alt, og det gælder ikke mindst det livsvigtige vand.
Man kommer til at tænke på og drage paralleller til ”Fahrenheit 451” skrevet af forfatteren Ray Bradbury og udgivet i 1953. Her er det bøgerne, der er mangel på, fordi de er blevet forbudte, da de åbenbart gør folk ulykkelige.
Da jeg læste bogen om de forbudte bøger, tænkte jeg, at intet værre ville kunne overgå mig, end at jeg ikke kunne anskaffe og læse bøger, men da jeg så læste ”Vandets vogter”, forstod jeg, at noget var værre, og det er at mangle vand.
Noria, der er hovedpersonen i bogen, beskriver et liv, hvor man er nødt til at bære insektmaske, fordi insekterne summer omkring en, hver gang man bevæger sig udenfor, og heden er konstant og ulidelig. Citat side 12:
Vi gik bag om huset tværs over den udtørrede mose, der strakte sig helt hen til foden af fjeldet, og besteg fjeldets side. Der var ikke langt, men jeg svedte, så mit hår klæbede til hovedbunden. Da vi nåede op i den højde, hvor landskabet var domineret af forvitret klippegrund, tog jeg insektmasken af. Vinden var så kraftig, at der ikke var nær så mange klæger og myg som nede omkring huset. ”
Mester i the
Inde i fjeldet viser det sig, at der er en hemmelig kilde, som kun temestrene gennem tiderne har haft kendskab til, og Norias far er temester. Noria selv skal arve hans job og den titel en dag, og derfor får hun kendskab til kilden. Dog med den besked at stedet ikke findes, hvilket er en pendant til ordet Utopia, der netop betyder et ikke-sted, og mere utopisk kunne det ikke blive i et vand-mangel-samfund at møde en kilde med det reneste, klareste og friskeste vand. Den hemmelighed er svær at holde på, og ikke mindst når man betænker, at alle landsbyens beboere er under konstant opsyn af vandvogterne. På den ene side kan Noria og hendes familie nyde godt af al det gode vand, men på den anden side kan de ikke fråse med det, for så bliver det straks opdaget.
I tehuset serverer man imidlertid te kogt på det gode vand, hvilket også snart giver anledning til mistanke, fordi man straks smager forskel på det saltvand, hvor man har trukket saltet ud, og så det ferskvand, som Noria og temesterfamilien gør brug af. Nettet snører sig snart sammen om tehuset og Noria, der i løbet af bogen skal klare temesteropgaven og forvaltningen af det hemmelige vand alene. Hun har det i øvrigt heller ikke godt med at se sin bedste veninde med familie lide af tørst, og tillige se venindes lillesøster, der er alvorligt syg, måtte undvære sin medicin, fordi den skal fortyndes med vand, som ingen har, samtidig med, at Noria selv har en hel kilde af vand. Hemmeligheden bliver derfor snart lækket, og Noria kommer i militærets søgelys.
Sideløbende med vandkampen gør hun sit til at finde the missing link fra førverdslig tid til hendes egen tid, idet hun finder nogle cd’er, som hendes veninde kan afspille, og det forklarer lidt om, hvad der er sket i den ubeskrevne periode. Hun giver også fremtiden sin besked om det liv, hun lever ved at skrive i sin temester-dagbog om alle sine genvordigheder, og sørge for at dagbøgerne bliver gemt for eftertiden. Farligt er det at leve uden vand med vogtere og spioner overalt, og det minder om et Østtyskland for længe siden. Citat side 247:
”Beboerne i det røde murstenshus blev henrettet den dag, hvor alting var parat til vores afrejse, to uger efter jeg havde skaffet heliokarten. Jeg så det ikke. Men jeg så de rustbrune pletter i forhaven og møblerne, der var blevet båret udenfor. I et glimt, på afstand, så jeg døren med et bræt banket fast på tværs af dørkarmen, så den blå cirkel var delt i to. ”
Skriv et svar