Den afdøde filosof og forfatter Villy Sørensen skrev i 1995 bogen Historien om Ødipus. Den omhandler den græske myte om en konge af Theben ved navn Ødipus. Ødipus får sin klassiske udformning med Sofokles i 400-tallet f.v.t. (kilde: Den store danske: Ødipus). Jeg vil anbefale bogen til børn fra 13 år og opefter. Den er også for voksne.
Profetierne og uvidenheden
Sørensens bog begynder med et kapitel med overskriften “Din kongesøn vil blive din død!” Teksten skrider fint frem og er letlæselig. Kender man ikke til sagnet om Ødipus i forvejen, kan kapitlets overskrift, der også er profetien fra præstinden Pythia fra Oraklet i Delfi til den tidligere konge Laios, give læseren forestillinger som f.eks. en tvekamp mellem Laios og søn eller at sønnen forgiver Laios. (Spoileralert!) Men i denne fortælling er det langt mere indviklet og ubevidst, at sønnen bliver farens død. Ødipus handler hele tiden på en baggrund af falsk viden. Dvs., at hans viden om, hvor han kommer fra, og hvem der er hans biologiske far og mor, er falsk.
Vigtige punkter og øjne som symbol
Ødipus vælger på et tidspunkt at gå til Oraklet i Delfi, og han får følgende profeti: “Din fars og en konges morder. Din mors og en dronnings elsker. Dine kongebørns bror.” Bogen fortæller spændende om de vigtige punkter, hvor Ødipus går til Oraklet, desuden hvor Ødipus uvidende slår sin biologiske far Laios ihjel, endvidere hvor Ødipus bliver gift med sin biologiske mor Jokaste. Og senere hvor sandheden går op for Ødipus, da han snakker med den ‘seende’, der er en blind mand. (I det gamle Grækenland fremstillede man ofte blinde mænd som nogen, der faktisk ser virkeligheden mere klart end andre.) Desuden er der dramaets klimaks, hvor Ødipus finder Jokaste, der har hængt sig selv, og stikker sine øjne ud med Jokastes brystnåle. Det virkede stærkt på anmelderen. Virkelig tragisk og sørgeligt. Øjnene, der stikkes ud, er her måske et symbol på, at Ødipus ikke vil sine øjne længere. Hele livet har de jo set forkert.
Angående tilgivelse og en afsluttende kommentar
Ødipus bliver vagabond til sidst og går rundt med sin datter og søster Antigone. Han erkender til sidst, at hans største fejl måske var, at han ikke kunne tilgive: “Ødipus forbandede begge sine sønner. Men det var, som havde han brugt sine sidste kræfter til det. Han mærkede, hvad Antigone følte. Da han igen blev alene med hende, sagde han: ‘Kan du tilgive din far – og bror? Jeg har aldrig kunnet tilgive nogen. Det var måske min fejl. Jeg kunne ikke tilgive Polybos og Merope, at de havde løjet for mig. Men du, min datter og søster, du har uden videre kunnet tilgive dine forældre en langt større synd.’ ‘Hvad var jeg uden den synd?’ svarede Antigone.” Jeres anmelder kan virkelig leve sig ind i karakterernes sted her. Jeg har ondt af dem. Fantastisk skrevet. Jeg anbefaler som sagt bogen fra 13 år og opefter. For yngre børn er historien nok for voldsom og kompleks.
Skriv et svar